Debat og politik

Debat: Ja tak til klima – nej tak til Krifa

Dette er et debatindlæg, som er udtryk for skribenternes egne holdninger. Indhold som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne.

Af: Regionsrådskandidat og byrådsmedlem i Kolding Susanne Stenstrup Thorsen (SF), og gruppeformand for SF i Region Syddanmark Annette Blynel.

Debatten raser lige nu i medierne over, at man i Region Syddanmark har valgt at stille krav til sine kursusudbydere om klimavenlighed. Man vil fx ikke længere få serveret rødt kød på kurser ved Region Syddanmark.

Vi har fuld respekt for beslutningen, som er truffet af regionens administrative ledelse og med generel opbakning fra medarbejderne. Der er heldigvis mange gode alternativer til det røde kød, og det er positivt, at regionen anerkender sit ansvar som kursusudbyder.

Men ansvaret stopper ikke ved klimaet.Regionen har også et vigtigt ansvar for at støtte et stabilt arbejdsmarked med gode løn- og arbejdsvilkår.

Derfor undrer det os, at regionen er kunde ved en kursusvirksomhed, der har overenskomst med den gule fagforening Krifa.

En overenskomst er vel en overenskomst, vil nogle sikkert indvende. Men nej, det er ikke så simpelt.

Krifa laver nemlig ikke overenskomster, som vi normalt kender dem.

Er man tvunget til at arbejde under en Krifa-overenskomst, er man også tvunget til at frasige sig konfliktretten. At lønmodtagerne, når alle diplomatiske måder er opbrugt, har muligheden for at strejke, er én af de bærende søjler i den danske model. Fratages konfliktretten, svækkes lønmodtagernes rettigheder betydeligt.

Den danske model er i en kamp for overlevelse. Medlemmerne siver fra de traditionelle fagforeninger, fordi de kan få billigere medlemskab hos de gule forretninger. Grunden til, at medlemskabet her er billigere, er, at de gule alternativer stort set ingen overenskomster tegner, men i stedet lukrerer på dem, de rigtige fagforeninger udarbejder og vedligeholder.

Krifa er blandt de gule foreninger, der tegner ganske få overenskomster, men disse overenskomster er i vores øjne figenblade for en forretning, der først og fremmest tjener penge på andres arbejde, mens lønmodtagerne som helhed svækkes.

Vi opfordrer derfor Region Syddanmark til at sige nej til at samarbejde med virksomheder, der har gule overenskomster. Lige netop det forthold mener vi er mere vigtigt end rødt kød på bordet eller ej.

Kommentarer