Af Birgitte Klippert, Det Konservative Folkeparti

Færre vil være lærere. Folkeskolen får en hård medfart i og af medierne. Meget af det er nok med rette. Der er gennem mange år blevet beskuet, dokumenteret, beskrevet og videregivet Folkeskolens udfordringer og dårligdomme i en sådan mængde, at selv de mest rummelige skolebørnsforældre må få kvalme, ligesom når vi i julemåneden er blevet fodret med for meget dårlig marcipan. Hvis ikke forældrene med Folkeskolekvalmen skal give op – og det skal de ikke – så er vi nødt til, at få det hele til at glide lidt nemmere ned.

Med komplekse problemstillinger følger komplekse løsninger, så selvom det nemmeste er at hyle med i koret som lærer, forælder eller politiker om hvor dårligt det hele er, så er det på tide, at vi begynder at finde ud af, hvad det egentlig er, der skal laves om. Og så lave det om! Det kan være fristende at indføre store, vildtragende forandringer for at vise, at nu vi man virkelig rede trådene ud, men seneste skolereform har vist, at det ej er en vej, vi politikere skal bevæge os ned ad.  Det er ikke en falliterklæring, at det er mindre skruer, der skrues på.

Først og fremmest er vi nødt til at sætte Folkeskolen fri. Den skal ikke detailstyres fra hverken Christiansborg eller fra kommunalbestyrelser rundt omkring. Herfra skal alene de store linjer bestemmes. Hver skoleleder og dennes lærere kender deres skole og deres elever bedst, og det er dermed også hver enkel skoleleder, der skal bestemme, hvorledes skolen skal drives. Og dette indenfor meget bredere rammer end i dag.

De rammer, som de danske skoleledere fremadrettet skal have råderum indenfor, skal også være økonomiske. Skolelederen skal selvfølgelig holde sig indenfor den økonomiske ramme, som kommunalbestyrelsen sætter, men hvordan pengene ellers forvaltes, er vi nødt til at have tillid til, at skoleledelserne bedst selv kan vurdere. Det kan jo være, at skolen X-købing gerne vil bruge pengene på at have en pædagog med i undervisningen i nogle af timerne i 2. klasse, mens det slet ikke er nødvendigt på en anden skole, hvor det i stedet giver mere mening at bruge nogle penge på at indkøbe flere instrumenter til musiklokalet. Og dette skal der naturligvis ikke sidde nogle politikere og blande sig i eller sige ja eller nej til.

Niveaudelt undervisning er også et af de tiltag, som på mange skoler vil kunne gøre markant forskel for læringen og trivslen blandt eleverne. Det er ikke reel niveaudeling, når man på nogle skoler laver to ugentligt timer med to lærere, hvor man så kan dele klassen op. Det er et skridt i den rigtige retning, men det forslår som en skrædder i helvede. Reel niveaudelt undervisning hvor en klasse bliver delt i fx alle sprogfag eller i dansk eller matematik eller begge dele skal være en mulighed flere steder. Fordi det virker. Elevere får en undervisning der er tilpasset dem, det skaber ro i timerne, fordi der hverken skal kompenseres for mangler eller kæmpes forgæves. Dertil skaber det gode forberedelsesvilkår for lærerne, fordi de skal forberede en undervisning til en mere homogen gruppe end ellers. Også denne frihed skal ligge under skoleledelsen.

Skolelederen er professionel. Skolens lærere er professionelle. Vi skal stille krav til dem. Er de ikke deres job værdigt, så skal de ikke bestride det. Helt som i enhver anden veldreven organisation. Professionelle lærere og ledere ved bedst – og de ved også bedre end forældrene, hvordan der bedrives læring. Derfor skal skolelederne også have frihed til, at stille krav til forældrene. Deres barn skal passe sin skole og opføre sig pænt, og så skal forældrene ellers bakke skolen op. Det er den fornemmeste form for anerkendelse at blive set som et menneske, som andre tør stille krav til, og skoleledelserne skal have frihed til at stille krav til både lærere, forældre og elever.

Friheden er altså den kvalmestillende pille, skal få udfordringerne til at blive lidt færre, så forældrene kan få Folkeskolen til at glide lidt nemmere ned, så den bedre kan fordøjes og anvendes.