Af Anne Marie Geisler Andersen, Radikale

Det var trist forleden i JydskeVestkysten at læse om Camilla, der har oplevet at måtte kæmpe så meget med kommunen for at få den rette hjælp til hendes datter med autisme, at hun nu har givet op. Det er desværre ikke første gang, jeg møder en familie, som oplever kampen for hjælp så hård, at de hellere vil undvære. Og det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan.

Som medlem af Esbjerg byråd har jeg de sidste godt fire år kæmpet for at få styrket retssikkerheden på handicapområdet. Jeg har taget den ene sag og problemstilling op efter den anden, vi har fået sat gang i et læringsforløb med Ankestyrelsen, og vi har søgt at finde ekstra ressourcer til området.

Senest ved budgetforhandlingerne, hvor det lykkedes at finde midler til et par ansatte mere i familierådgivningen. Formålet var at nedbringe antallet af sager, den enkelte sagsbehandler sidder med, så vi kan sikre en mere inddragende proces, hvor familierne i højere grad sikres den hjælp, de har så hårdt brug for. Midlerne til området er dog så knappe, at vi ikke kan sætte tiltag i værk, som for alvor ville kunne løfte området.

Som medlem af KL’s socialudvalg taler jeg derfor behovet for en styrket retssikkerhed samt flere ressourcer til området op. Ligesom jeg har fået reglerne om tabt arbejdsfortjeneste på dagsordenen, da disse er alt for komplicerede og ofte slet ikke giver mening – heller ikke når de udmøntes korrekt.

Som kandidat til Folketinget er det specialiserede socialområde også en af mine mærkesager. Ja, det er faktisk en af årsagerne til, at jeg meget håber igen at blive valgt til Folketinget. For kommunerne har simpelthen ikke ressourcerne til at løfte handicapområdet, og konsekvensen er, at vi får endnu flere borgere med større hjælpebehov, fordi vi ikke kan yde den tilstrækkelige hjælp tidligt i forløbet.

Det bliver en ond spiral, da det gør det endnu sværere at sikre den nødvendige hjælp – og det rammer mange. Når et menneske rammes af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, påvirker det nemlig i den grad også de pårørende; Forældre går ned med stress og depression, søskende mistrives, og mange forældre til børn med handicap ender desværre med at gå fra hinanden, fordi situationen er så svær og støtten utilstrækkelig.

Hjælpen til mennesker med handicap skal styrkes. Der skal tilføres midler til området, ligesom retssikkerheden skal sikres fx ved at få mere jura ind på socialrådgiveruddannelsen. Og så skal hjælpen i højere grad fokusere på hele familien.