Af Tobias Pagh, Liberal Alliance

Man fristes til at sige: Endnu en gang. Det overrasker stort set ikke nogen længere, når der gang på gang er overskrifter i aviserne om, hvordan dødssyge mennesker bliver pisket rundt i et beskæftigelsessystem, som ikke virker. Nu er det igen galt, og denne gang er det stakkels Pia Rosgaard Find, som bliver pryglet af det offentlige system.

Pia er kræftramt, og hun er alvorligt syg. Lægerne vurderer, at hun højst sandsynligt ikke bliver rask igen, og den behandling, hun netop nu modtager, er kun livsforlængende.

Det er ikke første gang, man hører disse forfærdelige historier fra jobcentrene rundt i landet. Tidligere på året hørte vi om Nick Manniche, som efter flere års kamp mod en aggressiv kræft sov stille ind i april. Men kampen mod kræften var næsten ikke engang den hårdeste, når man sammenligner den med hans uendelige kamp mod jobcentret.

Kommunen kæmpede hårdt for at få Nick ud i erhvervspraktik, selv da han befandt sig i koma. I fem lange år kæmpede han en kamp for en førtidspension, samtidig med at han kæmpede for sit liv, men desværre vandt han ingen af kampene. Først på hans dødsleje overgav kommunen sig og gav ham den førtidspension, han aldrig nåede at modtage.

Dette er desværre hverdagen for mange steder på jobcentrene, og hvis vi ikke snart får tyranniet stoppet, vil Pia blive den næste, som lider samme skæbne. Vi ved ikke, hvem der ellers står for tur, men de kontroversielle og umenneskelige fortællinger om jobcentrene står nærmest i kø, og det kræver ikke mange Google-søgninger, før listen over sager bliver uendelig.

Sidste år erfarede Berlingske gennem en aktindsigt, at jobcentrene i Københavns Kommune ikke havde henvist én eneste arbejdsløs til et job. Det er mildt sagt en kæmpe skandale, at kommunerne sammenlagt bruger over 13 milliarder kroner om året på jobcentrene, mens gevinsten er stort set ikke eksisterende. Derfor er det på tide, at vi begraver jobcentrene, inden de begraver flere.

I stedet skal vi lade A-kasserne overtage jobcentrenes opgave med at få de ledige i job. Oveni i det skal vi lade de syge slippe for at komme igennem systemet og derfra skære bureaukratiet væk og lade sund fornuft, frihed og ansvar være herskende for styringen af vores beskæftigelsessystem.