Debat og politik

Klap lige inflations-hesten

Af Kim Alexander Jensen, Liberal Alliance

Folketingskandidat, Sydjyllands Storkreds

Det er ikke altid populært at tage det ansvarlige standpunkt, men det er ganske enkelt det eneste rigtige.

Vores hest, Sugar, elsker hestebolsjer. Og jeg elsker at give dem til hende, for hun bliver så glad. Det knuser mit hjerte en lille smule, når jeg af ansvarlighed må sige; “så er det slut for i dag”.

Der bliver for tiden lovet til højre og venstre. Ofte står jeg alene i debatter med standpunktet om at vi skal spare i den offentlige sektor.

I mit hoved giver det dog ikke nogen mening. For vi ved at inflationen kun forværres og forlænges, hvis ikke vi sænker det offentlige forbrug.

Vi ved at når valget er overstået, så falder de mange valgløfter til gulvet, når man skal til at finde pengene til de mange nye lovede offentlige udgifter.

Mange siger de vil kompensere alle dem, som har det hårdt. Det vil de gøre gennem et øget offentligt forbrug.

Hvis ikke vi tager ansvar nu, kommer det især til at gå ud over dem, som i forvejen har mindst. Flere vil gå konkurs, flere vil få svært ved at betale deres regninger og lån. Flere vil se deres pensionsopsparing udhulet, fordi pengene de har opsparet pludselig er meget mindre værd.

Samfundet har ikke har godt af et for højt offentligt forbrug igennem en inflation. Ligesom Sugar heller ikke har godt af alt for mange hestebolsjer.

Det kræver ansvarlighed at sige nej, selvom man vil alle det bedste. Derfor skal vi klappe inflationshesten og bremse det offentlige forbrug. Det vil også sikre at vi i fremtiden fortsat har råd til en stærk velfærd i Danmark.

Velfærd kræver velstand. Velstand kræver en ansvarlig økonomisk politik.

Kommentarer