Af Anne Marie Geisler Andersen, Radikale

Jeg var i forleden i debat på TV-Syd. Én ting havde jeg undervejs skrevet på mit papir, men nåede ikke at få sagt under debatten om folkeskolen. Vi skal have skabt et samfund med mere ro på. For vores børns, for forældres, for skolens ja for samfundets skyld. Vi har fået skabt et samfund, hvor vi er på 24/7. Hvor vi konstant er eksponeret via digitale og ikke mindst sociale medier. Hvor vi konstant gøres til genstand for andres vurdering og evaluering. Et samfund hvor vi hele tiden skal være på vej, omstille os og flytte os fra hvor vi er. Det gælder det enkelte menneske; eleven, den ansatte, den ledige, og den enkelte institution som fx vores folkeskole. Et samfund hvor præstationer ofte synes at være vigtigere et menneskelige egenskaber.

Vi lever i et åbent land, og påvirkninger kommer også udefra. Men som politikere har vi også et ansvar. Både for at hjælpe det enkelte menneske til at mestre sin tilværelse og for at skabe nogle ordentlige rammer omkring denne. Et ansvar for ikke konstant at reformere og lave om. Ting tager tid. Og når vi konstant skal omstille og forandre, får ændringerne aldrig lov at bundfælde sig eller chancen for at virke. Vi mister pladsen til fordybelse, pladsen til blot at være til som mennesker og foretage os ting, som ikke nødvendigvis har et hørere formål. Eller et formål, der kan måles og vejes. Fællesskab, nærvær, leg – alt det der binder mennesker sammen. Det må vi ikke miste, fordi vi har for travlt.
Jeg drømmer om et samfund med mere ro på. Et samfund med rum og plads til fordybelse. Et samfund, hvor skærmen ikke tager så meget over, at fællesskab kun er noget, vi har digitalt bag hver vores skærm. Et samfund, hvor forældre ikke skal være så pressede på arbejdet, at de ikke har overskud til deres børn. Et samfund, hvor den enkelte lærer, pædagog, sygeplejerske, Sosumedarbejder etc. har tid til at være der for de mennesker, de skal tage vare på. Har mulighed for at se og møde den enkelte. Et samfund, hvor vi ikke konstant reformerer vores samfundsinstitutioner, som fx folkeskolen. Når man laver større ændringer, skal de have tid til at bundfælde sig. Den ansatte, børnene, mennesket skal kunne følge med. Et samfund hvor det eneste saliggørende ikke er, at vi konstant er på vej videre.
For mig symboliserer valgkampen alt det, jeg kæmper imod. Når min datter til morgen siger: “mor, jeg savner dig her i valgkampen”, gør det ondt helt ind. Jeg er også bare menneske. Jeg er mor. Men jeg bliver også revet med, når valgkampen buldrer derudaf. Man kan være på 24/7. Hvornår har man gjort det godt nok? Uddelt den sidste flyer, skrevet det sidste læserbrev, eller taget den sidste debat. Valgkampen er mindst lige så grænseløs som vores samfund på mange måder er blevet.
Vi skal selv hver især blive bedre til at sige fra, til at prioritere. Men jeg er heller ikke så liberal, at jeg mener, vi bare skal lade det være op til den enkelte. Fra politisk hold skal vi altid have menneskers trivsel med i vores overvejelser, når vi lovgiver. Vi skal ikke lave store folkeskolereformer, hvor alt bliver kastet op hver andet øjeblik. Hvis vi skal noget, skal vi sætte fri. Give den enkelte skole og medarbejder mere indflydelse på, hvordan man driver skole. Vil man fortsætte som nu, fordi det fungerer, skal man have lov til det.
Vi skal stoppe med at lave fremdriftsreformer, hvor vi pacer de unge frem. Hvor hurtigere er lig med bedre. Det kræver tid at finde sig selv, blive dannet som menneske og finde sin vej. For nogle mere tid end for andre. Vi skal stoppe med at jagte de ledige med alle mulige mere eller mindre meningsløse krav. I det hele taget skal vi holde op med at gennemregulere vores samfund og tro, at vi politikere oppefra ved lige præcis hvilken vej, der er den bedste. Vi skal hjælpe mennesker på vej. Skabe gode forudsætninger for at de kan få et godt liv. Rammer hvor der er tid til den enkelte, plads til nærvær, og gode forudsætninger for fællesskab. Vi skal give mennesker plads til og mulighed for at leve meningsfulde liv. Og vi skal hjælpe dem, der – på egen hånd – har svært ved at mestre livet.
I morges satte jeg mig ned ved morgenbordet og blev siddende. Glemte alt om valgkamp, huslige pligter og alt andet for en stund. Var tilstede og gav min datter plads og tid til at komme til mig. Lyttede til hende, til hendes savn og hendes følelser, og gav hende et kæmpe kram. Og det gik op for mig, at det trængte vi begge to rigtig meget til.

Fællesskab, nærvær, leg – alt det der binder mennesker sammen. Det må vi ikke miste, fordi vi har for travlt.