Af Henrik Dahl, Liberal Alliance

Hvordan kan Anker Jørgensen dukke op i en overskrift, der dækker folketingsvalget i 2022? Det skal jeg fortælle. Forleden var jeg til et vælgermøde i Tønder. Det var bygget op over et ældre, tysk quizformat, folk kender på de kanter. Alle, der mener X, stiller sig i den ene ende af scenen. Alle, der mener Y, stiller sig i den modsatte.

De mødelederen bad os tage stilling til udsagnet “Vi skal kompensere dem, der mærker inflationen”, stillede jeg mig over i nej-hjørnet. Mens resten stillede sig i ja-hjørnet. Det fik mig til at sige to ting:

• Alle, der står ovre i ja-hjørnet, kommer til at løbe fra deres valgløfter efter valget.
• Alle, der står ovre i ja-hjørnet, lyder som kloner af Anker Jørgensen.

For hvad var det, Anker Jørgensen gjorde forkert? Og som gjorde, at alle danskere i hen ved et årti led under følgerne af 1970’ernes inflation? Jo, han ville ikke tage et opgør med de såkaldte “dyrtidsportioner”. Det vil sige automatisk lønkompensation for de priser, inflationen hele tiden fik til at stige. Og det var sådan cirka det værste, man kunne gøre, hvis man ville inflationen til livs. For dyrtidsportionerne satte efterspørgslen i samfundet i vejret. Og alle seriøse økonomer har den opfattelse, at hvis man vil gribe ind over for inflation, skal man sætte efterspørgslen i samfundet ned.

Anker Jørgensens finansminister hed Knud Heinesen. Det er ham med afgrunden. Mange år senere traf jeg Heinesen. Jeg spurgte ham naturligvis, hvordan det havde været at være finansminister. Svaret lød: “Hvis du synes, det er forfærdeligt med et stærkt finansministerium, er det fordi du ikke har prøvet et svagt”. Sagen var nemlig: Finansministeriet vidste udmærket, at den automatiske dyrtidsregulering var vanvittig.

Men Anker Jørgensen turde ikke tage et opgør med de stærke særinteresser, der ville have den. Og derfor blev man ved med at pumpe benzin på inflationsbålet i mange år.

Nu er Anker Jørgensen-klonerne tilbage. Både i hans eget parti – Socialdemokratiet – og på den øvrige venstrefløj. Der skal gives moderne dyrtidsportioner til højre og til venstre. Ikke fordi det giver nogen samfundsøkonomisk mening.

Det kommer alene til at gøre ondt værre. Men fordi det lyder godt og måske kan sikre en valgsejr den 1. november. I Liberal Alliance tror vi, at det vigtigste, man skal spørge sig selv, inden man stemmer 1. november, er: “Går min stemme til en ærlig politiker?”

Derfor siger vi: Økonomisk er der plads til at hjælpe meget, meget selektivt. Men alle andre kommer til at indstille sig på, at vi går hårde tider i møde. Danmark bør nemlig følge Nationalbankens råd og tage for 25 milliarder netto ud af efterspørgslen i samfundet.

Det betyder, at alle vil få færre penge til tant og fjas efter de faste og nødvendige udgifter er betalt, end de ellers ville have fået. Ellers får vi ikke bugt med inflationen.

Jeg er født i 1960. Og dermed gammel nok til, at jeg har en levende erindring om 1970’erne.Det var en frygtelig tid for alle. Som ung tænkte man, at boligmarkedet var lukket land. Som gammel var man bekymret for, at pensionen blev udhulet. Og som helt almindelig lønmodtagerfamilie var det hele tiden nødvendigt at overveje, om denne eller hin udgift nu var strengt nødvendig.

I Liberal Alliance følger vi tankegangen fra en anden berømt 1970’er-skikkelse: Erhard Jakobsen. Han sagde: Vi lover ingenting. Men vi holder det til punkt og prikke.

Det er utrolig kloge ord. Derfor vil jeg gøre dem til mine i resten af valgkampen.