Navnenyt

SF´s gruppe i Region Syddanmark udvides!

Regionsrådsmedlem Sara Darling Jørgensen skifter parti fra S til SF. Pressefoto.

SF´s gruppe i Region Syddanmark går fra to til tre medlemmer. Baggrunden er, at regionsrådsmedlem Sara Darling Jørgensen har besluttet sig for at skifte fra Socialdemokratiet til SF.

Sara er bosiddende i Svendborg og blev sidste år ved regionsrådsvalget valgt ind for Socialdemokratiet med 4.915 personlige stemmer. Sara har fået tildelt en del poster, bl.a. i Udvalget for Nær Sundhed og Social- og psykiatriudvalget i Region Syddanmark. Sara er endvidere udpeget til en post i Danske Regioners Psykiatri- og socialudvalg og sidder i bestyrelsen for SOSUFYN. Det er planen, at Sara bibeholder alle sine poster, blot nu som repræsentant for SF.

Sara fortæller:

– Selvom det ikke har været en helt nem beslutning, så har jeg mærket efter og mener, at skiftet er det rigtige for mig og min politiske holdning. Jeg er rigtig taknemmelig for den varme modtagelse jeg har fået i SF. Jeg har desværre oplevet sager i regionsrådssalen, hvor jeg har været uenig med min gruppe. Det er bl.a. sagen om ændringen af åbningstider på apoteket i Svendborg, den politiske indblanding i tildelingen af lokallønsmidler og her aktuelt naturligvis sagen vedr. den større nedlukning af senge og af arbejdspladser på Svendborg Sygehus. Jeg gik ind i politik for at søge indflydelse og for at veksle mine mange personlige stemmer til mest mulig gavn for alle vælgere, både for borgerne i det sydfynske, men også i hele regionen. Jeg er, og har altid været, modstander af mere centralisering. Jeg går ind for lokale, let tilgængelige sundhedstilbud og bevarelse af lokale arbejdspladser. Jeg har samme holdning nu, som jeg havde i valgkampen.

Sara’s anmodning har naturligvis været behandlet grundigt i vores parti, med godkendelse af både regionsbestyrelsen, den lokale partiforening og SF´s landsledelse.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Sara, som jeg kender rigtig godt. Jeg er sikker på, at Sara bliver et rigtig godt aktiv for SF’s gruppe i regionsrådet. Så stort velkommen herfra, siger gruppeformand Annette Blynel.

Fungerende formand for SF´s regionsbestyrelse Jesper Mayerhofer afslutter med:

– På regionsbestyrelsens vegne byder jeg Sara hjertelig velkommen i SF´s regionrådsgruppe. Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger grundige overvejelser bag Saras beslutning, og bestyrelsen ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med en dygtig politiker samtidig med, at vi glæder os over, at gruppen nu er på tre medlemmer, en klar styrkelse i forhold til at synliggøre SF´s politik i regionsrådet.

Kommentarer